Europa Direkte i den nye Syddanske Region.

Vejle Amt

03/05-2005

Europa Direkte i den nye Syddanske Region.

Den kommende Region Syddanmark får et såkaldt Europa Direkte Center, der skal tage sig af EU-oplysning i regionen. Centret bliver en del af et nyt informationsnetværk, som Europa Kommissionen opretter over hele Europa.

Vejle Amt har de sidste 4 år haft et EU informationskontor, et såkaldt Carrefour, der især skulle informere beboere i landdistrikterne om EU. I forbindelse med en reform af Kommissionens kommunikationspolitik har Kommissionen besluttet at nedlægge alle Carrefours og Info Points - og sende informationskontorerne i "licitation".

Europa Kommissionen har udvalgt Vejle Amt som vært for det nye Europa Direkte Center i tæt samarbejde med de øvrige syddanske amter. Sammen med de øvrige aktører på EU-området i det syddanske, som f.eks. Bruxelles-kontorer, Euro Info Centres og biblioteker vil Europa Direkte centret bygge videre på erfaringerne med at formidle EU information på en anderledes og vedkommende måde.

Ved udvælgelsen af de seks nye centre har Kommissionen lagt stor vægt på, at opgaven blev placeret i de nye regioner. Dette giver centrene mulighed for at nå bredest muligt ud i landet og understøtte det arbejde, der i forvejen gøres for at bringe EU tættere på borgerne. Det giver samtidigt regionerne nogle strategiske muligheder for at kombinere informationsformidlingen med projektudvikling til gavn for den regionale udvikling.

Centret placeres foreløbigt på amtsgården i Vejle, hvor det kommende Regionsråd får sæde og hvor borgere og virksomheder i forvejen kan henvende sig med spørgsmål om EU.

Centrets første arrangement bliver en Europæisk Fortælleaften, der finder sted på Engelsholm Højskole i anledning af Europadagen den 9. maj. Her kan man glemme alt om krumme agurker og langsommelig lovgivning, fordi forfatterne Niels Højlund og Jens Martin Eriksen vil nemlig give hvert deres bud på EU som en levende fortælling.







ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

Google
Web Site