Danmarks kedeligste dagblad bliver 100 årVidenskabsministeriet31/03-2004 Landets uden sammenligning mindst sprælske og samtidig mest informative medie, Statstidende, fylder 100 år den 1. april i år. Det trykte dagblad er stedet, hvor det officielle Danmarks kundgørelser kan læses, til glæde for blandt andet advokater, virksomheder, journalister og andre informationssøgende medborgere. Jubilaren er midt i et hamskifte, hvor papirudgaven overgår til en mere bruger- og borgervenlig, digital udgave. - Statstidendes 100 års jubilæum sætter fokus på udviklingen i det tyvende århundrede. Lige fra Danske Statsbaner, der i juni 1904 udbød leverancen af 400 vinterfrakker, over efterlysningen i 1946 af tyske fædre til en helt særlig og festlig forside af Statstidende i oktober sidste år med et farvefoto af det kommende kronprinsepar, siger videnskabsminister Helge Sander. I dag kan man allerede finde Statstidende på internettet, http://www.nettidende.dk , og gratis forudbestille oplysninger til levering pr. mail. Ved hjælp af nye it-løsninger skal det gøres enkelt for både borgerne og de professionelle brugere at modtage og bruge oplysningerne i den nye, digitale udgave af Statstidende. - Vi regner med, at den elektroniske udgave af Statstidende helt vil erstatte papirudgaven i løbet af et års tid, siger Helge Sander. I Statstidende kan man finde kundgørelser om eksempelvis konkurser, kongehuset, frivillige auktioner og dødsboer. Som andre 100-årige er Statstidende blevet en guldgrube af forskellige oplysninger, der giver et billede af udviklingen i det danske samfund over tid. For hundrede år siden kunne man således læse følgende annonce: Stillingsannonce om andenlærerembedet v. Stenlille Skole i Holbæk Amt:...Lønningsvilkaarene ere: 1) Begyndelsesløn 685 kr., 2) Brændsel 1½ Favn Bøgebrænde og 70 Tdr. Tørv, 3) for Afsavn af Have 20 kr., 4) Bolig, bestaaende af 2 værelser med Kogeovn og 5) som Vederlag for at fungere enten som Organist eller som Kirkesanger ved Stenlille Kirke 50 kr. aarlig. |
||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |